Denne idrætsgren, som blev foreningens sportsgren nr. 2 startede i 1925/26. Allerede fra starten var der mange deltagere, hvilket også skal ses i lyset af, at daværende udfoldelsesmuligheder var meget mere begrænsede og noget anderledes end dem vi kender i dag.
Der har været gymnastik på programmet lige siden starten, men med meget varierende deltagerantal, og også de gymnastikvarianter, der har været tilbudt har været meget forskellige. Et fælles træk i aktiviteterne har altid været, at sæsonen sluttede med en fælles opvisning, der altid var, og er godt besøgt, og tidligere var der bal bagefter, hvor ungdommen rigtig kunne more sig.
Af gamle forhandlingsprotokoller kan det aflæses, at billetprisen for at overvære opvisningen i 1926 var 50 øre for voksne og 25 øre for børn.
Foreningen blev i 1932 indmeldt i Roskilde Amts Gymnastikforening (R.A.G.) og Tune IF sendte hvert år hold til de fælles amtsopvisninger i henholdsvis Roskilde og Borrevejle, både karle- som damehold og for Borrevejles vedkommende også børnehold.
Kontingentet for at dyrke gymnastik var eksempelvis i 1936 3,50 kr. for voksne og 2,00 kr. for børn, unægtelig en noget anden pris end i dag.
I 1943, under krigen, var de fælles opvisninger i Borrevejle rene tilløbsstykker, og Tune IF sendte ikke mindre end 70 børn af sted, og transporten måtte som følge af forholdene ske med hestekøretøjer. Samme år registreredes, at der var 36 karle, 20 piger og 14 motionsdamer foruden alle børneholdene.
I den følgende tid skete der en afvandring fra landbruget, og specielt karleholdene fik færre deltagere, for til sidst at gå helt i stå.
I takt med at behovet for mere direkte motionsidrætter steg, optog gymnastikken i begyndelsen af 70'erne motionsløb på programmet. Deltagerantallet det første år var 15, men allerede i 1974 var der 266 deltagere, og udviklingen fortsatte, og navnet Trim blev indført, og Trimafdelingen blev selvstændig i 1981.
Gymnastikafdelingen har, specielt siden 1970, udviklet sig stærkt og er i dag en af de store afdelinger, hvilket skyldes, at der hele tiden er sket en fornyelse i tilbudene til gymnasterne, og at afdelingen er drevet "moderne" med alle de nye former for "legemsøvelser", der er dukket op.
Afdelingen er også blevet påskønnet for den store indsats, der gennem årene er udført specielt for børn og unge, idet Unibanks Idrætspris for Roskilde og omegn på 10.000 kr. i 1998 blev tildelt afdelingen.