Karatens oprindelse går langt tilbage i tiden.
Man kan spore dens rødder tilbage til år 600, hvor den indiske munk Bodhidharma rejste rundt i Kina for at udbrede zenbuddhisme. Man oprettede særligeklostre, hvor Boddiharma kombinerede det mentale med fysisktræning, og fra disse klostre udsprang den kinesiske Kung Fu, der siden blev ført med handelsrejsende til Okinawa. På Okinawa blev Kung Fu indspundet i den lokale kamptradition "Te", og de først tegn på karate tog form.
I 1470 var der så meget uro på Okinawa, at Kong Sho Shin indførte et totalt våbenforbud for at sikre sin magt. Våbenforbudet nærmest tvang befolkningen til at træne de forskellige selvforsvarssystemer, hvis de ville have mulighed for at færdes frit på øen, især efter mørkets frembrud.
Da Japan i 1607 invaderede Okinawa, opretholdt man våbenforbudet. Ikke længere så meget af sikkerhedsmæssige grunde, men mest for udadtil at give indtryk af, at intet var ændret, selv om Okinawa nu var blevet en japansk lydstat.
Befolkningens træning fik en nu helt ny dimension – den blev et symbol på Okinawas oprindelse og egen identitet. Befolkningen trænede ikke kun for at lære at forsvare sig selv. Nu trænede de også for at bevare deres selvforståelse, og ønske om igen at blive et selvstændigt kongerige, sådan som Okinawa havde været frem til 1607. I løbet af de mange fremmede invasioner, som Okinawa har oplevet gennem historien, har man på øen lært at opbygge en indre mental styrke gennem hård fysisk træning, hvilket er et grundelement i træningen af karate.
I 1933 blev Okinawa karate anerkendt som en selvstændig stilart af Det Japanske Råd for Kampkunst Butoku-kai. Indtil 1935 betød karate “Kina hånd”, men i 1935 besluttede man at ændre stavemåden, så det i stedet kom til at betyde “tom hånd”.
