Tune IF hopper med på dart-dille

Dart-sporten oplever stor fremgang i Danmark. Lave adgangsbarrierer til sporten og stor mediedækning af internationale dart-begivenheder som VM og Premier League har bl.a. givet sporten ekstra fart i medlemstallet de seneste år. Tune IF er selvfølgelig én af de klubber, der er hoppet med på dart-dillen.

Et hyggeligt klubmiljø

Tune IF Dart har DDU godkendte baner, og planen er at udvide faciliteten, såfremt medlemsantallet fortsætter med at stige. Det medlemstal er klubben cirka halvvejs for at opnå, og derfor arbejdes der på en række tiltag, som skal hjælpe klubbens vækst på vej.  

”Det er klart, at den planlagte udvikling af afdelingen er sat lidt på standby grundet Corona, men når vi åbner op igen, har vi gjort os flere tanker omkring attraktive tiltag, bl.a. arbejder vi på at gøre det muligt med et familiemedlemskab, der giver den enkelte familie rabat.

For netop at tiltrække flere spillere, såvel erfarne som nybegyndere og familier, er der desuden planer om at få skabt et hyggeligt klubmiljø.

”Mange forbinder en dartklub med hyggelige sofaer, bløde stole hvor man kan sikke og hygge sig med en kop kaffe, sodavand og meget mere og derfor er næste skud på stammen at modernisere vores rammer og derigennem skabe et endnu mere hyggeligt og afslappende klubmiljø. Hvis vi kan lykkes med det, så tror jeg på, at det kan blive rigtig godt,” siger Steve Whipps, der er en af de engagerede frivillige i dart-afdelingen.

Dart er en sport, hvor der er plads til alle

”I Tune IF Dart er der plads til alle: mænd og kvinder, unge og ældre, erfarne og nybegyndere. Klubben stiller dart skiver og -pile til rådighed. Hvis man har lyst til at blive trænet, så står jeg som uddannet træner også gerne til rådighed med undervisning, så man som ny hurtigt vil opnå forbedringer. Desuden er der plads til individuel coaching i teknikker som kast, nedspil og tavleregning, siger Steve Whipps.

Store ambitioner for en sport i vækst

I den seneste tid har danskerne udelukkende kunnet opleve dart-sporten på tætteste hold via tv-skærmen hjemme i dagligstuen, men snart vil det igen være muligt selv at prøve kræfter med den populære sport – nemlig i Tune IF, hvor ambitionerne ikke er til at tage fejl af.

”Vores ambition er at få bygget et par hold op, hvad end det er ungdom eller oldboys, så vi forhåbentlig om et års tid kan stå med et par hold, der kan komme i turneringer – og måske vi endda kan have et hold i Divisionsspil om få år. Hvis vi tilmed får etableret nogle opvarmningsbaner, udover de turneringsbaner vi har på nuværende tidspunkt, så har vi mulighed for at skabe et attraktivt klubmiljø.

Kunne du tænke dig at prøve kræfter med dart-sporten, så tøv ikke med at tage kontakt:

  • Frivillig i Tune IF’s dartafdeling, ?.
  • Formand for dart- og billard-afdelingen i Tune IF, Frantz Johansen, 25 30 65 98.

Træningstider

Vi træner mandag-torsdag fra 19.00-22.00 og søndag fra 10.30-12.00. Tilmelding er nødvendig for den bedst mulige oplevelse.