Indvielse Hedebostien

24. apr 2016 , Hedebostien, Ukendt

Indvielse af Hedebostien Søndag, den 24. april 2016.

Hedebostien er en ny sti, der går fra Trylleskoven i Solrød, via Tune til Roskilde.

Her i området kommer stien fra Karlstrup Nyskov, passerer Gammeltoft og går over Sortemosen syd om Tune til Tune Skov. Stien følger Baldersvej til Tune og når via Søndergade, Østergade og Strædet frem til Tune-Hallerne. Herefter krydses Rendebjerg-vej, og ad stierne i Hedeland når man frem til Vinterrasserne. Stien fortsætter over broen til den store P-plads ved Naturlegepladsen. Herfra går stien langs Vindinge Langsø og videre gennem Vindinge til Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Den store P-plads med adressen Vindingevej 201 er i dagens anledning omdøbt til Hedelands Festplads. Der vil være forskellige arrangementer på festpladsen fra kl. 10 til ca. kl. 14. Den officielle åbning vil finde sted ca. kl. 12 bl.a. med taler af borgmestrene fra Solrød, Greve og Roskilde. Se mere herom i dagspressen eller på hjemmesiden www.hedebosti.dk. Der er også lavet en app, der beskriver de forskellige steder, man passerer undervejs.

Tune IF Trim deltager i åbningen af Hedebostien ved at arrangere en offentlig vandretur og en løbetur jf. nedenfor.

Man er også velkommen til at cykle ad stien. Da størstedelen er grusbelagt, er den ikke velegnet til racercykler, men for familier kan man nu via sikre stier nå frem til fine picnicområder med gode legepladser.

Vandreturen, hvor alle er velkomne, starter kl. 9.00 fra Tune Skole – Lunden. Vi går i roligt tempo over golfbanen og et lille stykke ad Karlslunde Centervej, inden vi kommer ind på selve stien via Sortemosen. Herefter følger vi stien gennem Tune Skov til festpladsen.

Turen er målt til ca. 10 km. Synes man turen er for lang, er man velkommen til at støde til ved Tune-Hallerne, som vi forventer at passere ca. 10.45. Herfra er der 3 km til festpladsen. Der vil være en pause i Tune Skov. Kaffe eller andet bedes medbragt.

Løbeturen. På grund af byggeriet af den nye jernbane starter turene i Greve fra Møllehøj, Ved Møllehaven 2, Karlslunde. Herfra vil både løbere og cyklister starte kl. 10.00. Der vil være tale af formanden for teknisk udvalg,  Stuckert. Deltagerne vil via Mejerivej nå frem til Karlstrup Nyskov og følger derfra Hedebostien mod Tune.

Turen er godt 10 km. Løberne forventes at løbe med 7 min. pr. km, og alle er velkomne. Løberne vil være ved Tune-Hallerne ca. kl. 11, og man har mulighed for at tilslutte sig her.

Tilmelding til begge ture er ikke nødvendig, men af hensyn til arrangørerne ser vi gerne en tilmelding på mail vandring@tune-if.dk senest den mandag den 18. april. Anfør venligst antal deltagere, om det er til løb eller vandring samt startsted/tilslutningssted.

Spørgsmål kan rettes til Fritz Jüngling, tlf. 2129 2159 eller mail: fritz@tunenet.dk.

Vel mødt til åbningen af en flot ny adgangsvej til vor dejlige natur.