Som én af de fire første esportsklubber i Danmark, har Tune IF esport indgået et samarbejde om et pilotforløb med Danmarks Idrætsforbund om ’Esport & Bevægelse’. Konkret betyder det, at esportsforeningen de næste 5 uger vil inkludere fysisk bevægelse som en fast del af træningen.
Er det så slut med Fortnite, CS:GO og League of Legends i esportsforeningen? Nej, selvfølgelig ikke! Men til de næste 5 esportstræninger i Tune IF esport vil der være ekstra fokus på at udøverne kommer op af stolene og laver fysiske aktiviteter. Fordi bevægelse er skadesforebyggende, clearer hovedet inden kamp, og styrker holdånden blandt gamerne!
Esport & Bevægelse initiativet er udarbejdet af Danmarks Idrætsforbund og Center for Ungdomsstudier, som blandt andet har udarbejdet 4 overordnede anbefalinger til Esport & Bevægelse:
- Hav respekt for esportens ophav!
- Skab struktur og vær systematisk!
- Tilpas bevægelsen til rammerne i din forening!
- Brug legen!
Det er disse anbefalinger, som Tune IF esport vil arbejde efter i pilotforløbet.
Kontakt Aleksander Kruse fra Tune IF esport, hvis du vil vide mere!