Julecup 2022

Jule-håndbold i Skjern

En bus med 45 glade ungdomsspillere og trænere fra Tune IF håndbold tog den 27. december fulde af forventning afsted mod Jylland for at deltage i Skjern Bank Jule Cup. To dage med håndbold og holdfællesskab for vores fem U11 og U13 hold ventede forude. Skjern Bank Jule Cup var særligt udvalgt mellem mange julestævner, fordi Tunes egen Tobias Mygind spiller i ligaen for netop Skjern, så vi skulle over og se hans hjemmebane.

Fordelt på flere haller blev der spillet en masse flot håndbold. U11 og U13 drengene spillede hver en enkelt uafgjort kamp, og for resten af kampene taler vi ikke om resultaterne, men vi har lært hvor der er plads til forbedringer! Bedre gik det for pigerne. U11 pigerne vandt 3 og tabte 3 kampe, mens begge U13 pige holdene gik videre til semifinalerne, hvor kræfterne dog desværre var sluppet op. Heppekor til kampene nød vi godt af - en masse forældre og søskende havde nemlig også fundet vej til Skjern.

Vi fik også mødt håndboldlegenden, Jesper Nøddesbo, og U11 pigerne og drengene fik et fan-foto sammen ham, som nu hænger i hallen og pryder!

Sent om aftenen den 29. december var vi hjemme igen – mætte af oplevelser og en smule trætte! Klubånden har fået et boost på sådan en tur på tværs af hold, og trænere og spillere ser allerede frem til at skulle afsted igen i påsken.