På mindre end 100 år har bridge udviklet sig fra at være tidsfordriv for overklassen til et udbredt og højtudviklet konkurrencespil.
Navnets oprindelse er usikkert, men nogle mener, at det kan føres tilbage til Tyrkiet og det sydlige Rusland, hvor der blev spillet et spil, udtalt ”birits”
Bridgens forgængere er spillene whist, plafond og vind.
I 1857 spilledes i London den første whistturnering, hvor de samme kort blev spillet ved flere borde, så udfaldet kunne sammenlignes.
De tidligste bridgeformer, bridgewhist og auktionsbridge opstod i slutningen af 1800-tallet.
Fra 1894 blev bridge det førende spil i klubben The Portland i London, som helt op i 1970érne stadig var med til at fastlægge de officielle bridgelove sammen med WBF, The World bridge Federation.
I 1925 skete en videreudvikling af spillet, da mangemillionæren Harold S. Vanderbilt på et krydstogt skabte reglerne for kontraktbridge i delvis irritation over nogle forslag fra en dame i kortsalonen.
Vanderlilts vigtigste ændring var at indarbejde zonebegrebet og indføre bonusordningen for udgang og slem.
Han gav reglerne til medlemmerne i den førende spilleklub, Knickerbocker Club i New York. Herfra spredes kontraktbridge i løbet af kort tid til hele USA.
Spillet har siden gået sin sejrsgang over hele verden.
Under kulturrevolutionen i USSR og Kina blev spillet forbudt som revisionistisk og kapitalistisk. Med de politiske omvæltninger er forbuddet ophævet, og i 1994 regnes bridge over hele verden som en positiv beskæftigelse, og Kina har endog flere bridgespillere end nogen anden nation.